Hvordan bliver foreningerne og klubberne bedre til at integrere – eller kan det egentlig gøres bedre?

 

Man hører ofte at foreningslivet skal tage et stort ansvar når det kommer til at integrere ikke etnisk-danske medborger.

 

Umiddelbart er det ofte stillet op som et “enten-eller” dilemma. Det tror Jeg ikke på, at det nødvendigvis er.

 

Enten gør foreningen noget aktivt ift. at integrere eller også gøres der intet og derved er udfordringen, i de områder at landet, hvor majoriteten af “nydanskere” er høj, overladt til tilfældigheder og succesen er derved betinget af den frivillige lederes engagement og evner. Flere og flere af de store forbund som DIF, DGI & DBU har organiserede integrationsprojekter, til rådighed for klubber rundt om i landet. Ofte puljer/projekter man kan søge del i.

 

Der er gennem de seneste mange år langt et langt større ansvar over i foreningslivet for at lykkes med at integrere rundt om i kommunerne. Den helt store udfordring i det er at der meget sjældent følger rigtige penge med til at løfte opgaven. Altså bliver “byrden” langt på de frivillige bestyrelsesmedlemmer og trænere-/ledere, hvilket kan udfordrer klubberne voldsomt.

 

Idrætten er et fantastisk samfundsmæssigt redskab

 

Opgaven variere altid ift. hvorvidt det drejer sig om dansksproget eller ikke-dansktalende medlemmer. Fælles er dog at såfremt majoriteten procentuelt bliver for stor bliver opgaven for klubben ligeledes for stor. Af flere forskellige årsager, vel og mærke. Blandt andet kan det være med til at gøre rekrutteringen af frivillige forældretrænere ekstrem svær ligesom det udfordre evnen til at fastholde de eksisterende frivillige i foreningen. I sidste ende kan det skade både fastholdelses- og tiltrækningseven af spillere til hold og klub.

 

Foreningslivet KAN en masse og SKAL absolut også en masse. Vejen ind i det danske samfund kan blive så meget nemmer gennem engagement i den lokale forening. Det være sig før børnene men sandelig også gældende for forældrene.

 

I min optik skal klubber og foreninger i langt højere grad gå efter, aktivt at lykkes med at integrere. For klublivets skyld og med øje for at rekruttere frivillige trænere- og ledere.

 

I bestræbelserne på at fremtidsikre foreningen/klubben er der jo ingen grund til ikke at rekruttere fra det største mulige grundlag. Derfor nytter det ikke at “udelukke” nydanskerne – de skal inkluderes i foreningslivet. Vi skriger på flere frivillige rundt om i klubberne.

 

Nuvel; Der skal vidensdeles- og uddannes indenfor foreningstanken, klubbens historie mv. for den vej rundt at sikre klubbens DNA. De unge skal uddannes, forældrene skal uddannes og foreningens aktuelle medlemer skal ligeledes få forståelse for hvorfor “der skal sættes ind” overfor “de nye”.

 

 

Det koster tid, og penge – og dertil skal klubberne have langt større kommunal opbakning og støtte.

 

Det er ikke nok at få et par henvisninger fra SSP-medarbejderne, da det hårde arbejde i foreningerne begynder for alvor først når det nye medlem møder op.

 

Asylligaen, et tiltag startet op ifb. flygtningstrømmen tilbage i 2015, blandt andre af Per Bjerregaard, er en rigtig fin model – men på den lange bane er det nødvendigt at disse hold inkluderes i klubberne i højere grad end tilfældet ofte har været i flere af de tilknyttede klubber.

 

Boligsociale projekter er ligeledes tiltag, hvor idrætten ofte tænkes rigtig fint ind – men igen hænger arbejdet på frivillighed i klubberne.

 

Der bør i højere grad tænkes økonomi ind som incitament for klubberne således opgaven kan løftes ude i foreningsdanmark

Enjoy this blog? Please spread the word :)

Follow by Email
Facebook
Facebook
YOUTUBE
Instagram