Alle os fodboldentusiaster tørster i den grad efter en god serie 3 kamp på det lokale anlæg eller at se U13 holdet og dets engageret trænere gøre sit for at holde den lokale fane højt.

Vi mange frivillige som har vores, daglige eller i hvert fald ugentlige gang i klubhuset, og får seneste nyt fra de gamle helte på i klubbens glorværdige storhedstid – lider alle under denne ufrivillige pause fra sportsanlægget.

Vi kommer direkte fra en hverdag hvor snakken går på forkælede unge mennesker og forældregrupper, for hvem det at støtte op om, og engagerer sig i, foreningsidrætten er en et integreret de at ”snakken på gangene og udfordringerne på diverse møder – i udvalgene hvor vi det ligeledes er ”tordenskjolds soldater” der er udgør både festudvalget, ungdomsudvalget og det sportslige udvalg.

NU hvor alt er på pause bliver vi alligevel udfordret på både savnet af foreningshverdagen såvel som vores vanlige sysler i foreningen. Nuvel, der er stadig driftige frivillige, som tager en malerpensel i hånden eller svinger tømmeret – så faciliteterne står endnu flottere når anlægget igen skal summe af liv og sejrne skal fejres i klubhuset men for langt størsteparten, hverunder også store  forældregrupper, som har deres eget parallelle social live – på højde med podernes live på det holdet.

Hvad kommer det så ud af det på den anden side af pausen? Vil foreningen bestå, ved at rykke lidt tættere sammen i bussen samt et større lokalt nærvær og engagement i foreningen eller vil det blive endnu svære at få tingene til at hænge sammen fordi vi rent faktisk konstaterer at vi ikke savner foreningen og foreningens forankring i lokalmiljøet? Ungdomslederen KAN jo rent faktisk have fundet ud af hvor meget tid klubben jo rent faktisk tager fra familiehverdagen – og derfor fravælge foreningen efterfølgende. Ligeså vel som, at  Lise fra U13 pigeholdet har fundet ud af at det faktisk er en lettelse ikke, at skulle i klubben 3 gange ugentligt.

I min verden, kommer vi nok til at opleve lidt af det hele rundt om i landet. Til gengæld tror jeg at de foreninger og klubber som formår udnytte pausen til styrke- og udvikle sig, i denne tid, gennem strategiarbejde og få lavet nogen af alle de opgaver som mange kun får drømt om, at få gjort for at styrke foreningens produkt – vil opleve en vækst og stå endnu stærkere, til fremtiden. Og måske endnu vigtigere, så tror jeg at vores medlemmer, altså vores kerneforbrugerne er SÅ klar på at komme tilbage i foreningen. Ligesom jeg har en tro på at vores forældre i langt højere grad vil være med på, at byde ind – hvis vi vel og mærke er klar til, at tage imod deres hjælp.

Jeg oplever dagligt at folk, børn såvel som voksne, tager fat i mig og siger ”nej, hvor vi savner klubben” eller ”kunne vi ikke bare få lov til, at træne lidt sammen for Jeg savner jo vennerne”. De siger ikke ”jeg vil kun træne med hold 1” eller, ”hvis ikke vi rykker op – så skifter jeg klub”.

Jeg er godt klar over at hverdagen hurtigt melder sig igen – men vi er i foreningerne i en unik situation ift. Komme tilbage på sporet og genskabe engagementet i og omkring vores fællesskab i foreningen.

Måske skal vi endda ikke skære ned – men nærmere skrue op for – og investere i fremtiden i denne lidt triste tid i klubben.

Men uanset hvad så kræver at vi har mod til at kick-starte og ”udnytte” at vores støtter og medlemmer savner os, mindst ligeså meget som vi savner dem.

Enjoy this blog? Please spread the word :)

Follow by Email
YOUTUBE
Instagram