De seneste dages debat om individuel/privat træning sætter gang i både følelser og tanker.

Tidligere har Jeg skrevet lidt om formålet med individuel træning, her.

Jeg tror dog, lidt på linje med Christian Kofoe fra DBU København, at klubberne skal se i øjnene at de ikke kan løfte opgaven, alene.

Grundlæggende er min oplevelse, at de spillere og forældre, der ønsker specifikke træninger, er på jagt efter kvalitet og opkvalificering. Det er afgjort opgaver, der sagtens kan løftes af klubberne, i hverdagen. Disse er dog udfordret på både tid, trænerkompetencer og økonomi. Ligesom det er en svær balancegang, at opretholde holdånd og foreningstanken – med individuel træninger, i klubregi.

Kontingentere er ofte for lave i forhold til hvad spillerne reelt får for pengene. Der er elitetillæg og lignende for de dygtigste spillere (1. Holdspiller) men det ekstra kontingent går i forvejen til trænere, tøj, vaskeordning mv. – altså er der ikke plads til yderligere kompetencetræning, hvorfor spillerne og deres forældre ofte vælger privattræning, til.

I forhold til for eksempelvis 15 år siden, så er det ofte sådan, i dag, at klubberne har et 1. Hold hvor al fokus ligger og at man på 2. Holdene reelle ikke har et tilbud, der er kontingentkronerne værd. Så kan man sige at der er en masse anden værdi i at være end del at et fællesskab at dyrke motion osv. – men det er bare ikke lige dét der investeres i når der handles individuel træning.

Klubberne og foreningerne skal i den grad oppe sig og , tror jeg, inkludere de private trænere i højere grad, end at arbejde imod trenden.

Lyngbys model kan sagens være vejen frem, uden at jeg kender den nærgående. Jeg tror at klubberne, på sigt skal tilbyde yderligere træninger, for de der ønsker mere træning. Dog skal kvalitet og og pris hænge sammen ligesom træneren skal, tror jeg på, være upartiske. Altså skal træningen ikke have direkte sammenhæng med spillerens boldtræning og weekends holdudtagelse.

Træningsmæssigt må man bare sige at der altid kommer noget godt ud af flere træninger og derved flere boldberøringer. For 20 år siden var det jo leg på boldbanen efter skole – i dag er det struktureret og mod betaling. Outputtet er dog næsten det samme.

At der er folk, som gerne vil betale for træningen trods vigende frivillighed i foreningslivet er, for mig, uden sammenhæng. Samfundsmæssigt kan der være en sammenhæng men i forhold til engagementet i den enkeltes udvikling, har det intet at sige.

Selvfølgelig advarer DBU, det skal de gøre. Selvfølgelig advarer klubtræneren, det skal de jo også gøre. Sådan der fodboldmiljøet. I min bog, et af de mest konservative miljøer vi har i Danmark.

Der er rigtig mange succeshistorie derude om individuel træning. Altså hvor den enkeltes mål rentfaktisk er blevet opnået gennem specialiseret individuel fokus. Til glæde for de respektive hold og klubber.

Enjoy this blog? Please spread the word :)

Follow by Email
Facebook
Facebook
YOUTUBE
Instagram